Koranskænding har intet med reel islamkritik at gøre

K

INFORMATION den 4. september 2023

Man behøver ikke at være frafalden for at være religionskritisk. Hvor bliver de kritikere af, der tør gå mod utidssvarende fortolkninger og patriarkalsk tankegods uden at afvise religionen som helhed?

Mustafa Sayegh fra Foreningen Frafalden gør i Information den 22. august rede for sin modstand imod Koranen.

Nu er det jo sådan, at man kan læse en bog med hjerte og forstand – eller med hovedet under armen. Resultatet bliver derefter.

Bruger man hjertet og forstanden, når man læser Koranen, har man en vejledning til et fornuftigt og harmonisk liv i pagt med sine omgivelser. »At tjene Gud ved at tjene Guds skaberværk« er den ramme, man efter bedste evne skal udfylde.

Og hvis livserfaringen ikke rækker, kan man hente inspiration og vejledning i Koranen, der giver den opmærksomme læser nøglen til, hvordan den skal læses.

Henter man derimod inspiration i århundredgamle fortolkninger og traditioner fra andre kulturer og andre tidsaldre, går det galt.

Koranen udgør en helhed

Selv om Koranen er åbenbaret gradvist over en periode på 23 år, bør den ses som en helhed, hvis passager forklarer og supplerer hinanden (Koranen 39:23).

Da Koranen ikke er ordnet tematisk, er det ikke nok at læse en enkelt passage eller to for at forstå et specifikt emne. Det kræver kendskab til den fulde tekst og grundig eftertanke at forbinde de forskellige udsagn til en helhed. Og da der kan være flere løsninger på samme problemstilling, skal man følge den variant, der passer bedst (39:18) i den konkrete situation.

Udsagnet »øje for øje og tand for tand« (5:45) er et skoleeksempel herpå:

Er man blevet påført en skade kan man 1) forlange gengæld i bogstavelig forstand 2) forlange økonomisk kompensation eller 3) vælge at eftergive gælden (5:45). Koranen opfordrer til at imødegå ondskab med godhed (41:34) og advarer om, at en gengældelse, lige for lige, er lige så ond som den oprindelige skade (42:40-43).

Kritikpunkter

Mustafa Sayegh nævner i sin kommentar nogle punkter i Koranen, som foreningens medlemmer har det svært med – han kunne sikkert nævne mange flere.

For eksempel nævner han forventningen om, at »ægteskab skal være med en muslim« – selv om der på internettet findes et utal af artikler om og af muslimske tænkere, der gør opmærksom på, at der i Koranen intet forbud er imod tværreligiøse ægteskaber.

Mustafa Sayegh citerer 24:2: »Hvis en kvinde og en mand bedriver utugt, skal I give dem hundrede piskeslag hver!«. Hertil skal bemærkes, at det arabiske ’jalala’ ikke betyder ’piskeslag’, men ’slag, prygl eller bank’. Og at hverken ordet ’jalala’ eller tekststedet i øvrigt siger noget om, hvad der skal slås med. Det kunne være en flad hånd, en palmegren eller en sko, som hadith-litteraturen nævner i forbindelse med afstraffelse af en drukkenbolt. At blive slået med en sko opfattes i orientalsk-arabiske kulturer. som noget af det allermest vanærende

Og 24:4 præciserer, at afstraffelse kun kan komme på tale, dersom der er fire troværdige vidner til selve akten. Efterfølgende advares imod at begå mened (24:5). Med disse forholdsregler er der snarere tale om en opfordring til ikke at dyrke sex i fuld offentlighed end et krav om afstraffelse.
Læg dertil, at Koranen indeholder opfordringer til ikke at udspionere hinanden (49:11-12) og til at ignorere ondsindede rygter (68:10-11). 

Mustafa Sayegh skriver, at mange frafaldne lever et dobbeltliv som medløbere blandt deres nærmeste og har det skidt på grund af dette. Man afviser den traditionelle fortolkning, men udnytter åbenbart ikke Koranens potentiale til at skabe fornyelse og vise omgivelserne, at man ikke behøver leve som i 600-tallet for at være muslim. Og at Koranen priser mangfoldighed og selvstændig tænkning.

Fravælger man den slagne vej, må man være forberedt på at skulle argumentere for sit valg.

Medløber eller fornyer

Jeg ville ikke selv kunne leve som medløber. For 40 år siden traf jeg et valg om at bekende mig til islam. Til manges fortrydelse valgte jeg dog hurtigt imamernes fastlåste tilgang fra – og gik i stedet ind i kampen for fornyelse. Det har ikke været omkostningsfrit, men har givet mig fred i sjælen.

Man er nødt til at forny for at bevare – og gå imod strømmen for at nå kilden.

Jeg tror ikke, at det gavner kvinderettigheder i Afghanistan eller Iran, at nogen i Danmark brænder eller på anden måde skænder en koran eller to. Det forekommer mig barnagtigt at stille sig op på et gadehjørne og afbrænde en koran. Eller at rive den på et rivejern.

Når alt kommer til alt, er det jo ikke bogen, der er hellig, men indholdet. Jeg bærer Koranens budskab og vejledning i mit hjerte – det kan ingen tage fra mig eller forbyde.

For mig er det langt mere krænkende, at millioner af mennesker af deres ledere opildnes til had og vold – i strid med Koranens etiske vejledning.De burde i stedet opfordre menneskene til at ignorere krænkelser (33:48), til at vende sig bort fra dem (6:68) – og til at tilgive, selv når man vredes (42:37).

Det er trist, at det i vort samfund skal være nødvendigt at lovgive om, hvordan vi taler om og opfører os over for hinanden i offentligheden.

4. september 2023

Mustafa Sayegh fra Foreningen Frafalden gør i Information den 22. august rede for sin modstand imod Koranen.

Nu er det jo sådan, at man kan læse en bog med hjerte og forstand – eller med hovedet under armen. Resultatet bliver derefter.

Bruger man hjertet og forstanden, når man læser Koranen, har man en vejledning til et fornuftigt og harmonisk liv i pagt med sine omgivelser. »At tjene Gud ved at tjene Guds skaberværk« er den ramme, man efter bedste evne skal udfylde.

Og hvis livserfaringen ikke rækker, kan man hente inspiration og vejledning i Koranen, der giver den opmærksomme læser nøglen til, hvordan den skal læses.

Henter man derimod inspiration i århundredgamle fortolkninger og traditioner fra andre kulturer og andre tidsaldre, går det galt.

Koranen udgør en helhed

Selv om Koranen er åbenbaret gradvist over en periode på 23 år, bør den ses som en helhed, hvis passager forklarer og supplerer hinanden (Koranen 39:23).

Da Koranen ikke er ordnet tematisk, er det ikke nok at læse en enkelt passage eller to for at forstå et specifikt emne. Det kræver kendskab til den fulde tekst og grundig eftertanke at forbinde de forskellige udsagn til en helhed. Og da der kan være flere løsninger på samme problemstilling, skal man følge den variant, der passer bedst (39:18) i den konkrete situation.

Udsagnet »øje for øje og tand for tand« (5:45) er et skoleeksempel herpå:

Er man blevet påført en skade kan man 1) forlange gengæld i bogstavelig forstand 2) forlange økonomisk kompensation eller 3) vælge at eftergive gælden (5:45). Koranen opfordrer til at imødegå ondskab med godhed (41:34) og advarer om, at en gengældelse, lige for lige, er lige så ond som den oprindelige skade (42:40-43).

Kritikpunkter

Mustafa Sayegh nævner i sin kommentar nogle punkter i Koranen, som foreningens medlemmer har det svært med – han kunne sikkert nævne mange flere.

For eksempel nævner han forventningen om, at »ægteskab skal være med en muslim« – selv om der på internettet findes et utal af artikler om og af muslimske tænkere, der gør opmærksom på, at der i Koranen intet forbud er imod tværreligiøse ægteskaber.

Mustafa Sayegh citerer 24:2: »Hvis en kvinde og en mand bedriver utugt, skal I give dem hundrede piskeslag hver!«. Hertil skal bemærkes, at det arabiske ’jalala’ ikke betyder ’piskeslag’, men ’slag, prygl eller bank’. Og at hverken ordet ’jalala’ eller tekststedet i øvrigt siger noget om, hvad der skal slås med. Det kunne være en flad hånd, en palmegren eller en sko, som hadith-litteraturen nævner i forbindelse med afstraffelse af en drukkenbolt. At blive slået med en sko opfattes i orientalsk-arabiske kulturer. som noget af det allermest vanærende

Og 24:4 præciserer, at afstraffelse kun kan komme på tale, dersom der er fire troværdige vidner til selve akten. Efterfølgende advares imod at begå mened (24:5). Med disse forholdsregler er der snarere tale om en opfordring til ikke at dyrke sex i fuld offentlighed end et krav om afstraffelse.
Læg dertil, at Koranen indeholder opfordringer til ikke at udspionere hinanden (49:11-12) og til at ignorere ondsindede rygter (68:10-11). 

Mustafa Sayegh skriver, at mange frafaldne lever et dobbeltliv som medløbere blandt deres nærmeste og har det skidt på grund af dette. Man afviser den traditionelle fortolkning, men udnytter åbenbart ikke Koranens potentiale til at skabe fornyelse og vise omgivelserne, at man ikke behøver leve som i 600-tallet for at være muslim. Og at Koranen priser mangfoldighed og selvstændig tænkning.

Fravælger man den slagne vej, må man være forberedt på at skulle argumentere for sit valg.

Medløber eller fornyer

Jeg ville ikke selv kunne leve som medløber. For 40 år siden traf jeg et valg om at bekende mig til islam. Til manges fortrydelse valgte jeg dog hurtigt imamernes fastlåste tilgang fra – og gik i stedet ind i kampen for fornyelse. Det har ikke været omkostningsfrit, men har givet mig fred i sjælen.

Man er nødt til at forny for at bevare – og gå imod strømmen for at nå kilden.

Jeg tror ikke, at det gavner kvinderettigheder i Afghanistan eller Iran, at nogen i Danmark brænder eller på anden måde skænder en koran eller to. Det forekommer mig barnagtigt at stille sig op på et gadehjørne og afbrænde en koran. Eller at rive den på et rivejern.

Når alt kommer til alt, er det jo ikke bogen, der er hellig, men indholdet. Jeg bærer Koranens budskab og vejledning i mit hjerte – det kan ingen tage fra mig eller forbyde.

For mig er det langt mere krænkende, at millioner af mennesker af deres ledere opildnes til had og vold – i strid med Koranens etiske vejledning.De burde i stedet opfordre menneskene til at ignorere krænkelser (33:48), til at vende sig bort fra dem (6:68) – og til at tilgive, selv når man vredes (42:37).

Det er trist, at det i vort samfund skal være nødvendigt at lovgive om, hvordan vi taler om og opfører os over for hinanden i offentligheden.