Jyllands-Posten den 7. juni 2023
Af Aminah Tønnsen
Marie Høgh lufter i en klumme den 3. juni nok engang sin uvidenhed om islam ved blandt andet at påstå, at ”islam ikke tåler religionskritik”, når religionskritik faktisk har eksisteret side om side med islam lige siden 600-tallet. Man har ikke kritiseret den åbenbarede tekst som sådan, men måden, hvorpå teksten er blevet fortolket.
Muslimske tænkere har i tidens løb påvist, at man ved at læse Koranen som en helhed, hvor de forskellige passager forklarer og supplerer hinanden indbyrdes, kan befri menneskene fra alskens undertrykkelse og diskrimination – uden at ændre en tøddel på den oprindelige arabiske tekst.
Den mulighed er dog blevet ignoreret af flertallet, der i stedet har læst enkelte sætninger/passager isoleret og blandet dem med udpluk af sekundærlitteraturen og patriarkalsk tankegods.
Derved er det lykkedes dem at forvanske en etisk vejledning til et sort/hvidt regelsæt, som de har påbudt deres mindre belæste trosfæller at følge. Mennesket er ifølge Koranen skabt for at tjene Gud og Hans skaberværk, med ærefrygt og ydmyghed – ikke med machete i hånden, som Marie Høgh frimodigt påstår.
Koranen opfordrer menneskene til at imødegå ondskab med godhed, til at ignorere krænkende udgydelser, til at vende sig bort fra dem, der ytrer sig blasfemisk – og til at tilgive, selv når man vredes. Hvis muslimer havde efterlevet denne simple vejledning, havde vi ikke haft nogen karikaturkrise.
At betegne karikaturkrisen som religionskritik giver ingen mening overhovedet, eftersom Koranen ikke indeholder noget forbud imod at afbilde profeten Muhammed. Til gengæld indeholder den en kraftig fordømmelse af at forhåne, bagtale, udspionere, bespotte og latterliggøre sine medmennesker – inkl. Profeten, for han var et menneske som alle vi andre.
Profeten og hans familie figurerer i overflod på de klassiske tyrkiske, persiske og mongolske bogmalerier fra 12-1400 tallet. På nogle af disse malerier er Profeten og hans familie ansigtsløse, på andre er deres ansigt skjult bag et slør – på andre igen er deres ansigtstræk synlige. Jeg har selv gengivet en håndfuld af dem i ”Islam – tro og livsforståelse” fra 2003.
Forskellen på de klassiske malerier og Jyllands-Postens og Charlie Hebdos tegninger er åbenlys: De klassiske malerier er respektfulde – den vestlige satire er gået over gevind og fokuserer på ”hån, spot og latterliggørelse”.
Man skal opføre sig ordentligt over for sine medmennesker – hvor svært kan det være?