En forårsmorgen i 1983 vågnede jeg op med en tydelig bevidsthed om, at jeg var muslim. Forud var gået nogle år med usikkerhed, rådløshed og angst for fremtiden. Jeg havde tretten år tidligere giftet mig ind i en marokkansk familie. Velmenende sjæle havde advaret mig om de problemer, jeg ville møde i et muslimsk samfund; men det skulle vise sig, at det var ganske andre faktorer, der kom til at volde mig besvær.
Jeg er opvokset i nøjsomhed i en lærerfamilie i Sydslesvig, hvor vi var vant til at tage fat og selv ordne alt det praktiske i hus og have. Nu var jeg omgivet af mennesker, der i kraft af deres uddannelse og erhverv førte et overklasseliv med dertil hørende tjenestefolk. Kontrasten til weekenderne i storfamiliens skød var enorm. I familiens øjne var vi rige – i kollegernes øjne levede vi spartansk, for min mand hørte til de få, der afviste alle former for bestikkelse. Det var en torn i øjet på mange kolleger, der opfattede vor holdning som en kritik af deres levevis. Selv følte jeg mig som en lus mellem to negle.
Den politiske situation gjorde hverdagen utryg. “Stol aldrig på nogen” var det første råd, jeg fik. I takt med at min mand avancerede i hierarkiet på sin arbejdsplads, opdagede vi, at vor affaldstønde nu ikke kun blev gennemrodet af forbipasserende fattige, der håbede på at finde noget brugbart, men også af politistikkere. På et tidspunkt blev tre kolleger i nattens mulm og mørke ført bort, og ingen hørte fra dem i et helt år. Bagefter kunne de berette om umenneskelige forhold på vand og brød.
I de år kunne man ikke køre ret langt uden at støde på militære kontrolposter. Attentatforsøgene imod kongen i 1971 og 1972, den langvarige proces i Kenitra i 1972, hvor en lang række personer blev dømt for forræderi imod regimet, og ”Den Grønne March” mod Sahara i 1976, der satte hele landet i alarmberedskab, har nok berørt mig mere, end jeg dengang var klar over. Jeg blev mere og mere urolig og bekymret for fremtiden og kunne ikke sove, hvis min mand blev kaldt til raffinaderiet om natten eller var på forretningsrejse i ind- og udland; hvad med mig og børnene, hvis der skulle ske ham noget? Usikkerheden var udmarvende.

I den situation kom Danmark til at stå for mig som løsningen på alle mine trængsler – jeg ville bare hjem. Set i bakspejlet var alting nok gået nemmere, hvis jeg havde kunnet folde hænderne og bede en stille bøn; men den tanke strejfede mig aldrig. Vist var jeg både døbt og konfirmeret – men snarere af tradition end af overbevisning, for treenigheden havde præsten ikke kunnet give mig nogen fornuftig forklaring på. Og i årene i Marokko oplevede jeg tro som noget, der især optog gamle, syge og analfabeter – og derfor mig ganske uvedkommende.
Det siger sig selv, at Danmark havde forandret sig i de år, jeg havde været væk; men mit møde med fremmedpolitiet blev ganske uventet en særdeles ubehagelig oplevelse, der fuldstændig slog benene væk under mig …
Jeg begravede mig i arbejde: Job, hus, have, mand og børn krævede alle mine kræfter og al min opmærksomhed; men sjælen havde det mildest talt ikke for godt. I min kvide lånte jeg en bog hjemme på min fars boghylde med den forjættende titel ”Lev livet uden bekymringer”. Og tænk, her var en mand, der påstod, at tro og bøn kunne være en god ballast i hverdagen. Jeg lyttede ind i mellem til radioudsendelser som ”Mennesker og tro”; men udtryk som ”Maria, Guds moder”, ”en kvinde fødte Gud” og lange udredninger af Jesu lidelseshistorie fik mig overbevist om, at tro nok ikke var noget for mig.
Bekendte stillede ind i mellem spørgsmål om islam, fordi de mente, at jeg efter otte år i et muslimsk land måtte være ekspert på området. Derfor gav jeg mig i kast med bibliotekernes dengang ret beskedne og – skulle det vise sig – fordomsfulde udvalg af bøger om islam. Det kneb dog med gejsten og engagementet; men et par gange følte jeg til min store forundring en fast hånd i ryggen, der blidt puffede mig fremad: Det var åbenbart meningen, at jeg skulle finde ud af, hvad islam virkelig stod for. Ad omveje fik jeg fat i Yusuf Alis engelske koranfortolkning, og ganske langsomt voksede erkendelsen af, at der er mere mellem himmel og jord end som så, frem.

Hin forårsmorgen stod det klart for mig, at jeg – uden at det i grunden rigtigt var gået op for mig – havde taget Koranens budskab til mig. Jeg var ikke et sekund i tvivl om, at Gud havde sendt bud til mig, og at det var i Koranen, jeg skulle finde løsningen.
Jeg læste nu Koranen med ganske andre øjne – og med hjertet. Og det gik hurtigt op for mig, at de leveregler, og den livsholdning, der omtales i Koranen, stort set var identiske med den bagage, mine forældre havde givet mig med på vejen. Alt fik dog nu tilføjet en ny dimension – og de første brikker til mit livs store puslespil faldt på plads. Og stik imod den gængse opfattelse viste Koranen sig slet ikke at være en rigid lovbog, men snarere en højaktuel menneskerettighedserklæring og en vejledning i takt og tone for omgangen med alt det skabte. At jeg ydermere i Koranen stødte på udsagn om universets gåder, der umuligt kunne stamme fra menneskehånd, var med til at bekræfte det helt unikke i budskabet. Og dér stod det sort på hvidt: Jesus var menneske slet og ret – hvilken befrielse!

Da jeg nogle år senere blev opmærksom på den tyske digter Johann Wolfgang von Goethes bemærkelsesværdige og dybtgående kendskab til islam og på hans forhold til kristendommen, faldt det med treenigheden på plads for altid. Goethe var dybt troende; men hans venner hævdede, at man ikke kunne være kristen uden at tro på treenigheden. Goethe meldte sig derfor ud af kirken, for som han sagde:

“At tro at tre er én, og én er tre – det strider imod min retfærdighedssans. Og jeg kan ikke se, at det skulle kunne hjælpe mig den mindste smule!”

Præcis således føler jeg selv: Jeg har ikke brug for at se Gud i menneskelig skikkelse for at tro på Ham og på et liv efter døden. At jeg lever er et bevis på Guds eksistens og på Hans kærlighed og barmhjertighed; og jeg kan mærke Hans omsorg for mig, når Han besvarer mine bønner. Derfor har jeg ikke brug for Bibelens lidelseshistorie for at tro på, at Gud tilgiver enhver, der angrer sine synder, beder om tilgivelse og forbedrer sig.
Et par år senere havde jeg en fantastisk religiøs oplevelse. Min mand var på forretningsrejse, og børnene var til svømmestævne. Forårssol og fuglekvidder fyldte stuen, hvor jeg havde sat mig godt til rette for af ren og skær nysgerrighed at læse en lille bog om en muslimsk kvinde, der var blevet kristen. Hvad var mon hendes motivation? Pludselig følte jeg, at jeg svævede i rummet – vægtløs og fyldt af fred og harmoni. Hvor længe det varede, ved jeg ikke; men jeg kunne ikke andet end falde på knæ og takke min Herre og Skaber, fordi Han havde skænket mig tro uden treenighed, arvesynd og forsoningslære.

At være troende er – som Koranen så smukt beskriver – en livslang og helt personlig udviklingsproces, der fører den søgende fra ét åndeligt stade til et andet. Den barnlige frygt for Dommedag og regnskabet, der skal gøres op, bliver til ærefrygt for Gud og Hans skaberværk. Tro bliver til vished, og visheden om, at døden ikke er afslutningen, men en milepæl på vejen, giver livet helt nye dimensioner og udfordringer.
Koranen er et budskab til menneskeheden – den henvender sig skiftevis til Israels Børn (jøder), til Skriftens Folk (jøder og kristne), til de troende (jøder, kristne og muslimer) og til mennesker generelt. Koranen pålægger den enkelte at fortolke og efterleve Skriften med ydmyghed, vid og sans. Hver gang man læser Koranen, bliver man opmærksom på nye facetter og undres over, at man ikke har bemærket dem før.
Enkle og fornuftige leveregler, den naturlige omsorg for alt det skabte og menneskenes ligeværd uanset sprog, hudfarve, kultur, køn, social status, nationalitet eller tro giver islam en rummelighed uden sidestykke. “Jøder, kristne og muslimer – enhver der tror på Gud og den Yderste Dag og handler retfærdigt, har intet at frygte” siger Koranen; men det forudsætter naturligvis, at man forholder sig til det oprindelige budskab og ikke tilføjer det modstridende kulturelle traditioner eller fremmede læresætninger.
Lidt efter lidt får man øje på den altomfattende helhed, der på forunderlig vis fletter skabelsen sammen i indbyrdes forbundethed, ansvarlighed og forpligtelse, og man kan ikke andet end bøje sig i ydmyghed og taknemmelighed for Guds ufattelige og endeløse visdom og godhed.

Der er intet modsætningsfyldt i at være dansk og muslim. Islam er ligesom kristendommen en verdensreligion med rod i Mellemøsten; og ligesom kristendommen har også islam i historiens løb taget farve efter de kulturer, den har bredt sig til.
Livets store udfordring ligger i, at menneskene på tværs af indbyrdes forskelligheder og med respekt for mangfoldigheden samarbejder for fred, værdighed, frihed og ligeret for alle. Det kræver både menneskelig og åndelig modenhed at møde medmennesket i ligeværdighed og med åbenhed og respekt. Ligesom det kræver modenhed og rummelighed at opfatte pluralisme og mangfoldighed som en berigelse – i stedet for en trussel imod ens egen identitet.
Når jeg bliver spurgt: “Hvorfor valgte du islam?” må jeg svare, at det i første omgang var Gud, der valgte mig. Han besvarede min søgen ved at vise mig en flig af sandheden og gjorde mig bevidst om min egen bestemmelse.
Siden har jeg hvert eneste øjeblik haft mulighed for og frihed til at fravælge Gud; men jeg vælger Gud igen og igen, dag ud og dag ind. Han har beriget mig med indsigt i og viden om det usete. Han har givet mit liv mening og givet mig styrke til at klare livets prøvelser uden at få alt for store skrammer. At nogle af mine landsmænd åbenlyst rejser tvivl om mine åndsevner, og andre stempler mig som landsforræder, fordi jeg bekender mig til islam – og at nogle af mine trosfæller opfatter mig som vantro, fordi jeg hører til dem, der tolker Koranen i forhold til de aktuelle omstændigheder i stedet for at videreføre en middelalderlig chauvinistisk-patriarkalsk tradition, bliver en udfordring snarere end en byrde, fordi jeg føler Guds nærhed. Han har bragt fred og harmoni ind i min tilværelse.

JEG SKYLDER GUD ALT. UDEN HAM ER JEG INTET.

© Aminah Tønnsen, 1999

Under overskriften “Et møde for livet” inviterede Kristeligt Dagblad i sommeren 1999 læserne til at deltage i en kronik-konkurrence:
“Der kan være tale om mødet med en person – en lærer, en religiøs person, et forbillede eller et helt almindeligt menneske, der fik afgørende indflydelse på dit liv: på din måde at handle på, at tænke på, at leve på, at det ikke var helt det samme bagefter. Kort sagt: et møde, der forandrede dit liv. Mødet i sig selv er knapt så væsentligt, som de konsekvenser, det efterfølgende fik.”
Af de 130 modtagne kronikker blev otte udvalgt til offentliggørelse. ”Livets puslespil” var den ene af de otte udvalgte.