Kronik. Op igennem historien har homoseksualitet været alment accepteret i arabiske/muslimske samfund – samtidig med at de såkaldt lærde har plæderet for at straffe homoseksuel adfærd. Mange muslimske digtere har skrevet om deres kærlighed til unge mænd, og europæiske kunstnere har bosat sig i Nordafrika for at kunne leve i fred uden at blive forfulgt.

Debatten om, hvorvidt man kan være muslim og homoseksuel, blusser op fra tid til anden. Svaret er ganske enkelt: Føler man sig som muslim, og har man fremsagt den islamiske trosbekendelse, er man muslim – uanset om man overtræder dele af Koranens vejledning, og uanset hvad andre måtte mene derom. Tro er et personligt anliggende mellem den enkelte og Gud. Det tilkommer ikke andre at ekskommunikere en trosfælle.
Ifølge Sunan Abudawud skulle Profeten Muhammed have sagt: ”Følgende tre ting er troens kerne: Ikke at dræbe en person, der har erklæret: ”Der er ingen gud uden Gud,” og ikke at erklære hende/ham for vantro – uanset hvilken synd hun/han begår, og ikke at udstøde vedkommende fra islam for hvilken som helst handling, hun/han måtte have begået.”

En alternativ forståelse af fortællingen om Sodoma og Gomorra
Koranen indeholder flere henvisninger til Sodoma og Gomorra, som af langt de fleste muslimer bliver set som en fortælling om Guds straf over homoseksuelle – på trods af, at ordet ”homoseksuel” faktisk slet ikke forekommer i Koranen, og at fortællingen om Sodoma og Gomorra kan forstås på mere end én måde:
I sin bog Homosexuality in Islam. Critical Reflection on Gay, Lesbian, and Transgender Muslims (2010), henviser Scott Siraj al-Haqq Kugle til en ikke særlig kendt alternativ udlægning af fortællingen, der tilskrives den andalusiske tænker Ibn Hazm (død 1064):
Sodomas mandlige indbyggere beskrives i Koranen som ”mænd, der havde hustruer” og var altså ikke homoseksuelle, men heteroseksuelle. Når de voldtog fremmede mænd, der kom til byen, var de ikke drevet af seksuelt begær, men af begær efter magt og dominans, de ville bevare byens dominerende position i området. Med deres voldelige og ydmygende adfærd håbede de at kunne holde deres materielle goder for sig selv og afskrække fremmede fra at bosætte sig i byen.
Et i øvrigt ikke ukendt fænomen i nyere tid, hvor voldtægt af fjendens kvinder bliver brugt af stater og terrororganisationer som middel til at knægte fjenden moralsk og fysisk.
Lot og hans gæster, der jo var engle i menneskeskikkelse, var uønskede i Sodoma med deres budskab om den ene sande gud og om et liv i ligeværdighed, ansvar og forpligtelse. Derfor forsøgte den ophidsede menneskehob at få udleveret Lots mandlige gæster, så de kunne voldtage og ydmyge dem og derved stadfæste byens dominans og afvisning af de nye tanker, som Lot og hans gæster bragte med sig. Men Gud straffede folket ved at sende ”en byge af glødende sten ned over dem”.
Med denne udlægning går fortællingen om Lot fra at være en fortælling om seksuel afvigelse, eksklusion og straf til at være en lektion i at udvise gæstfrihed og gavmildhed, at beskytte sårbare, som eksempelvis rejsende, at undgå nærighed og grådighed, at fordømme voldtægt og enhver brug af sex som middel til at tvinge og kontrollere andre, og at leve i gensidig omsorg, respekt og retfærdighed. Og den bliver en del af grundlaget for udformning af en seksuel befrielsesteologi.
Fortællingen om Lot er også en ud af flere koranske fortællinger om, hvorledes Gud straffer folk, der hovmodigt afviser Guds sendebud og dermed Guds vejledning: Profeten Hud blev eksempelvis jaget på flugt af Ad-folket, ja ligefrem bortstenet, hvorefter Gud lagde folkets paladser og huse i ruiner. Lignende skæbne overgik Profeten Salih og Thamud-folket.

Koranen og seksuel mangfoldighed
Koranen henviser til religiøs, kulturel, social, etnisk og sproglig mangfoldighed som en del af Guds velsignelse og plan. Ordet ”alwan”, som her er oversat til ”etnisk” bliver oftest oversat til ”farve”, men kan også betyde ”smag”. Menneskene har forskellig smag i mange henseender – inklusive hvad angår seksualitet.
Tankevækkende er det, at Koranen i forbindelse med skabelsen præciserer, at det første menneske og dets mage er skabt ud af samme livscelle – uden at nævne deres køn, blot at to tilsammen danner et par (zawj), der supplerer hinanden indbyrdes.
Koranen nævner endvidere ”mænd, der ikke har behov for kvinder”, uden på nogen måde at fordømme disse. De kan ifølge Kugle have været enten homoseksuelle eller aseksuelle, men altså ikke heteroseksuelle. Derfor konkluderer Kugle, at også seksuel mangfoldighed må være en del af Guds plan.
Kugle henviser endvidere til, at tidlig islamisk litteratur afslører, at Profeten Muhammed accepterede mænd, der ”opførte sig som kvinder”, altså transpersoner (mukhannath): En af Profetens hustruer, Umm Salama, skal have haft en bekendt ved navn Hit, der var transperson. Til forskel fra andre mænd kunne Hit bevæge sig frit omkring på både kvinders og mænds domæner. Ja, Profeten tillod endog, at Hit kunne bevæge sig rundt på sit eget husholds domæne, uden at hans hustruer behøvede tilsløre sig i hans nærvær.
Det fortælles, at Profeten Muhammed på et tidspunkt skal have straffet Hit ved at forbyde ham adgang til sit eget hushold. Det var nemlig kommet Muhammed for øre, at Hit havde beskrevet en kvindes kropslige former for en mand, hvilket han var i stand til, eftersom han kunne færdes frit på både kvinders og mænds domæner. Hit blev altså ikke straffet for at ”opføre sig som en kvinde”, men fordi han ikke respekterede kvindernes privatliv og dermed brød den tillid, han var blevet mødt med.
Efter Profeten Muhammeds død skal hans nærmeste fæller ved en given lejlighed have diskuteret, om man skulle straffe en person for homoseksualitet. Hvis Profeten nogensinde havde gjort det, ville man simpelthen have refereret til hans afgørelse; men fællerne var i vildrede, for Profeten havde ikke givet dem noget eksempel til efterfølgelse på dette område.
Selvom Profeten Muhammed aldrig har beskrevet homoseksualitet som kriminelt og aldrig har straffet nogen for at være bøsse, lesbisk, biseksuel eller transperson, kan man i hadith-litteraturen (der er overleveret mundtligt i flere generationer, før den blev nedskrevet et par hundrede år efter Profetens død) både finde udsagn, der støtter den seksuelle mangfoldighed såvel som udsagn, der taler for straf for ”dem, der opfører sig som Lots folk”.
Det fleste går ud fra den traditionelle udlægning af fortællingen om Sodoms og Gomorra og sætter lighedstegn mellem homoseksuelle (liwat) og udenomsægteskabelige forhold (zina), der ifølge hadith-litteraturen straffes med døden (stening), selvom dette på mange punkter strider imod Koranens vejledning.
Går man derimod ud fra den alternative fortolkning af fortællingen, ville den i hadith-litteraturen nævnte dødsstraf gå fint i spænd med Koranens straf for ”oprør, lovløshed og kaos” (fasad fi l’ard).

Om at forstå Koranen
Koranen skal ses som en helhed, og når jeg sammenholder alle koranske passager om køn og seksualitet, ser jeg en opfordring til at dyrke sex inden for rammerne af et lovformeligt ægteskab og ikke udstille sin seksualitet i fuld offentlighed – snarere end et ønske om at straffe dem, der ikke følger vejledningen. Det er en god islamisk regel at respektere privatlivets fred, ikke at lytte til sladder, ikke at udspionere hinanden og ikke blande sig i ting, der ikke vedkommer en.
Homoseksualitet findes i alle samfund, men der er forskel på, hvorledes omgivelserne forholder sig dertil. Op igennem historien har homoseksualitet været alment accepteret i arabiske/muslimske samfund – samtidig med, at de såkaldt lærde har plæderet for at straffe homoseksuel adfærd. Mange muslimske digtere har skrevet åbenlyst om deres kærlighed til unge mænd, og europæiske kunstnere har bosat sig i Nordafrika for at kunne leve i fred uden at blive forfulgt, mens man i Europa opfattede homoseksualitet som en sygelig abnormitet, der faldt ind under straffeloven.
Den udbredte sociale accept af homoseksuelle og transpersoner, der var almindelig i mange muslimske lande for blot halvtreds år siden, er imidlertid mange steder blevet afløst af had, social udstødelse og straf. Familier slår hånden af homoseksuelle, man udelukker homoseksuelle fra at deltage i den rituelle bøn i moskéerne, man ønsker ikke homoseksuelle imamer, ungdomsbander overfalder homoseksuelle, og mange går så vidt som til at erklære homoseksuelle for frafaldne.
Samtidig har såkaldte ”All Inclusive Mosques” set dagens lys i blandt andet Los Angeles og Paris. Her byder man ikke kun homoseksuelle velkommen, men foretager også vielser af to personer af samme køn og har kvindelige og/eller homoseksuelle imamer, der leder bønnen for muslimer af alle køn.
Alle mennesker er skabt af Gud og omfattet af Guds barmhjertighed og nåde. Hvem tror de, de er, disse mennesker, der tillader sig at overfalde, forfølge og sågar straffe homoseksuelle? Hvad ville de gøre, hvis det var deres egen bror eller søster, søn eller datter, far eller mor, der sprang ud som homoseksuel eller transperson – eller hvis deres ægtefælle eller de selv en dag fandt ud af, at de er homoseksuelle snarere end heteroseksuelle? Ville de mon ikke ønske, at andre ville respektere dem og opføre sig anstændigt over for dem uanset hvad?
Det er en god islamisk regel, at man ønsker det samme for andre, som man ønsker for sig selv.

© Aminah Tønnsen, 2016

Kronik i Weekendavisen # 27, 8. juli 2016.