Der burde ikke være dødsstraf for hor
ISLAM er én, og Koranens tekst er uforanderlig; men den giver ofte flere fortolknings- og valgmuligheder. Islam er lige siden Profeten Muhammads dage blevet farvet af de kulturer, den har bredt sig til, så hverken islam eller shari’a har nogensinde været statiske størrelser.
Islamisk levevis er ej heller en “pakke”, som man ukritisk skal imitere indtil mindste detalje. Man skal ikke blindt acceptere ethvert udsagn, der bliver præsenteret som “islamisk”.
Flere og flere muslimer erkender da også åbent, at fortolkninger ikke uden videre kan overføres fra én tidsalder til en anden, fra én kultur til en anden – eller fra majoritets- til minoritetsvilkår. Man er nødt til at se på da-konteksten, når islamiske værdier skal overføres til nu-konteksten.
HVAD angår spørgsmålet om dødsstraf inden for islam, så fremgår det klart og tydeligt af Koranen 5:35, at dødsstraf kun kan idømmes i to tilfælde: Som straf for overlagt mord og som straf for “fasâd fi l’ardh”, det vil sige forbrydelser imod samfundet, væbnet oprør, forræderi eller landsskadelig virksomhed. I begge tilfælde nævner Koranen andre strafformer som samme forbrydelse – og naturligvis tilgivelse for den, der oprigtigt angrer og beder om tilgivelse (5:36-37 og 48 samt 42:40)
De, der taler om dødsstraf for fx frafald fra islam og for ægteskabsbrud eller hor, henter da heller ikke deres argumenter fra Koranen, men fra del det, man kalder “sunna”, det vil sige den overleverede tradition for, hvad der menes at have været profetens sædvane, og som muslimer bør efterstræbe at følge, dels fra “hadîth”, det vil sige den enorme samling af citater fra Profetens og de første kaliffers mundtlige vejledning til deres samtidige, som er blevet nedskrevet og bevaret.
JEG tvivler ikke på, at Profeten Muhammad har ført Koranens anvisninger ud i livet på smukkeste vis og i harmoni med de politiske, kulturelle og historiske omstændigheder, han levede under. Hans sædvane og udsagn er imidlertid videregivet fra mund til mund og fra generation til generation af mennesker, før de blev systematisk nedskrevet. Op igennem historien er det mennesker, der har siddet og vurderet de enkelte udsagns grad af troværdighed, og mennesker er pr. definition fejlbarlige.
Koranens arabiske tekst er derimod nedskrevet i takt med, at Profeten Muhammad fik Guds ord åbenbaret via ærkeenglen Gabriel. Gud siger selv, at Han “intet har glemt i Bogen” (6:38), og at den indeholder “en vejledning til menneskeheden og et klart kriterium (furqân) til at skelne mellem ret og uret.” (2:185)
På den baggrund er det mig ganske ubegribeligt, at man retfærdiggør dødsstraf for frafald fra islam og en så grusom afstraffelse som stening for hor ved at henvise til mundtlige overleveringer (hadîth).
Nogle hadîth-udsagn supplerer fint Koranens ord og indeholder eksempelvis detaljerede anvisninger for ritualer som faste og bøn; men hvordan kan man insistere på at bruge hadîth-udsagn, der direkte strider imod Koranens ord – især, når der er tale om at berøve et medmenneske livet?
SER man på spørgsmålet om frafald fra islam, så henlægger Koranen ganske utvetydigt dommen og en eventuel straf til det Hinsidige (bl.a. 2:217, 3:91, 5:6). Det profetudsagn, der findes om emnet, er blevet til i en situation, hvor det at afsværge islam var ensbetydende med, at man gik over til den fjende, der med svær i hånd søgte at udrydde muslimerne. Den frafaldne begik “fasâd fi l’ardh”, forræderi.
Situationen er en ganske anden i dag, hvor næsten halvdelen af verdens muslimer lever som minoriteter i ikke-muslimske majoriteter, hvor mange muslimer har søgt tilflugt i ikke-muslimske lande fra forfølgelse og tortur i såkaldt islamiske lande, og hvor muslimer og kristne lever fredeligt side om side.
HVAD angår straf for hor, så er Koranen ganske klar og tydelig: et hundrede slag (24:2). I vore dage er denne straf i langt de fleste muslimske lande konverteret til fængselsstraf af varierende længde.
Samtidig omtaler Koranen en social straf: Den utugtige sætter sig selv uden for de anstændiges kreds, og hans/hendes valgmuligheder for at vælge ægtefælle begrænses tilsvarende. Den utugtige må nemlig kun gifte sig med en anden utugtig eller en afgudsdyrker(ske) (24:3). At det vers overhovedet findes, er i sig selv bevis for, at der ikke er dødsstraf for hor!
Ser man på hadîth-litteraturen, så fremgår det, at Profeten på et tidspunkt beordrede stening af en jødisk mand og kvinde. Det gjorde han efter at have forhørt sig om, hvorledes jødisk lov straffer hor – eftersom Koranen foreskriver, at jøder, kristne og muslimer hver især dømmes efter deres egne love. Der er også udsagn om, at Umar, den anden kalif skulle have beordret stening.
AT selv piskestraffen for hor så godt som aldrig burde komme på tale skyldes, at Koranen præciserer, at der kun kan være tale om afstraffelse, dersom der er fire troværdige vidner, der med egne øjne har bevidnet selve akten (24:4). At visse mænd mener, at en ugift kvindes graviditet er bevis på hor, og at hun derfor bør idømmes stening – medens manden går fri på grund af manglende bevis – kan bedst kategoriseres som åndelig afstumpethed.
At bruge hadîth-udsagn, der strider imod en klar og tydelig koransk anvisning, er at sætte mennesket over Gud. At slå et menneske ihjel på baggrund af hadîth-udsagn, er udtryk for manglende ydmyghed for Gud og Hans skaberværk.
AT plædere for nytænkning er ikke et spørgsmål om at decimere eller amputere islam – eller om at tækkes flertallet og skære det væk, som på en eller anden måde virker ubehageligt; men om at finde ind til budskabets kerne og ånd og overføre dem til nu-konteksten på en fornuftig måde.
Det er en naturlov, at man må gå imod strømmen for at nå kilden.
© Aminah Tønnsen, 2002
Kommentar i Weekend Avisen den 25. april 2002 (de af Weekend Avisen bortredigerede passager er her gengivet i kursiv)
Også bragt i Jens Forman “Muslimernes religion. Tro, praksis og sharia” (2006, TEKST 46).