Så fik også Danmark sin tørklædedebat; men det er både sørgeligt og beskæmmende, at vi er nødt til at diskutere, om der i servicesektoren er plads til muslimske piger og kvinder med tørklæde – eller mænd med turban eller kalot. Det burde være en selvfølge i et land, der bryster sig af at være humanistisk og tolerant.
Debatten er et symptom på et samfund i krise; et samfund, der har mistet sine værdier og normer; et samfund, der kun taler om etik og ansvar, når omstændighederne eller lovregler tvinger dertil – eller når det gavner økonomien. Debatten handler mere om holdninger, værdier og selvforståelse, end om religionsfrihed og tørklæder.
I FDB har man ikke høje tanker om religiøse mennesker, når man kan mene, at hvis muslimer i servicefag går med tørklæde, kommer jøderne ikke – og omvendt. Det forholder sig nok snarere sådan, at anstændige mennesker – på tværs af religionerne – vil undgå de forretninger, hvis ledelse ikke vil tolerere personale med kalot, turban, tørklæde eller kors om halsen – eller med et fysisk handicap, for den sags skyld.
Udgangspunktet må være, at folk skal have lov til at klæde sig, som de vil (inden for anstændighedens rammer). Og at man som kunde har man krav på, at ansatte i servicevirksomheder er nogenlunde let genkendelige, bærer navneskilt, er imødekommende og høflige og yder kompetent service. Om de så bærer tørklæde, turban eller kalot eller anden hovedbeklædning er ganske uden betydning.
Integration er en gensidig og langsommelig proces, der handler om at møde medmennesket med åbenhed og uden fordomme, og om at vise menneskelige hensyn og samfundssind. Det er en proces, der kræver den enkeltes medvirken, og som ikke kan fremtvinges ved lov.
Det er ikke nemt pr. definition at blive betragtet som et problem. Det er ikke nemt at bevare fatningen, når man bliver gjort til syndebuk for alverdens ulykker eller bliver udsat for diskrimination og forskelsbehandling på arbejdsmarkedet. Det er ikke nemt hele tiden at skulle forsvare sin tro og blive vraget af det samfund, man betragter som sit eget. Det er i denne situation, at nogle muslimske kvinder – forståeligt nok – tyer til tørklædet for at fastholde og styrke deres identitet. Tryk avler som bekendt modtryk; men hvis unge griber til mere radikale metoder, eller når religiøs fanatisme griber om sig, skal det naturligvis stoppes.
For at imødegå fanatisme og vold må man udnytte den eksisterende lov og give lige muligheder til alle – uanset hudfarve, tro, navn eller byrd. Hvert enkelt individ må have mulighed for at vise, hvem det er og hvad det duer til, foruden rum og mulighed for at praktisere sin tro under værdige forhold.
Men en sag skal jo som bekendt ses fra to sider. Det er mig ganske ubegribeligt, at herboende unge muslimske kvinder mener, at de ved at tage tørklæde på vil blive bedømt på deres indre og ikke ydre; vel vidende, at deres medsøstre i de såkaldt islamiske lande kæmper en indædt kamp for at blive betragtet som selvstændige individer og for at blive bedømt på deres viden, evner og menneskelige kvaliteter – uden at være nødt til at indhylle sig i slør og lange gevandter.
En kvinde, der klæder sig udfordrende, vil blive bedømt på sin krop. En kvinde, der bærer ‘islamisk’ tørklæde, vil på grund af tørklædet blive mødt med respekt fra nogle – men vil som en magnet tiltrække sig opmærksomhed fra andre, der vil forulempe hende på forskellig vis. En kvinde, der vil bedømmes på sine evner og kvaliteter, må klæde sig anstændigt og diskret og i ord og handling vise, hvem hun er, og hvad hun står for.
Det er muligt, at påklædning er en del af en persons identitet – således også den muslimske kvindes tørklæde. Identiteten og personligheden sidder dog fortrinsvis i det indre, og Koranen opfordrer igen og igen menneskene til at arbejde med deres personlighed – og til at holde sig på den gyldne middelvej i alle livets forhold. Tørklædet er som en krykkestok, der mister betydning i takt med, at personligheden vokser, bliver hel og usårlig.
Et begreb som ”ære og skam”, som ind i mellem dukker op i medierne, bliver ofte fejlagtigt betegnet som ”islamisk”, selv om der er tale om normer, der vedkommer alle i en bestemt kulturkreds på tværs af religionerne. Således er også klædedragten kulturelt betinget og varierer fra land til by og fra egn til egn. En jødisk rabbiner i Iran ligner til forveksling en shi’a-muslimsk ayatollah, og man kan ikke se på en kvinde i Marokkos storbyer, om hun nu er jøde, kristen eller muslim. Det er først i de sidste 10-20 år, at man har forsøgt at opstille kriterier for en ensartet ”islamisk” klædedragt. En klædedragt, der enten påtvinges ved lov eller signalerer et bevidst religiøst-politisk ståsted og/eller afstandtagen til, hvad man betegner som ”vestlig dekadence”.
Kulturer er i konstant forandring; og hver kultur har sin egen opfattelse af, hvad der er anstændigt. Hvis en kvinde på vore breddegrader – og under påberåbelse af islam – går i vandet med alt tøjet på, som mellemøstlig blufærdighed og anstændighed kræver, vil hun med sit våde tøj klistret til kroppen opfattes som yderst sexet; og hun vil udsætte sig selv og sin tro for omverdenens spot og spe.
Jeg hører til dem, der mener, at det er hensigten og formålet med en koransk forskrift, der er det afgørende – midlet må variere i henhold til tid, sted og omstændigheder; således også påklædningen. Og jeg kan kun være enig med stormuftien i Marseille, Soheib Bencheikh, der mener, at der ikke findes en speciel ”islamisk” klædedragt – kun nationale klædedragter. Om tørklædet skriver kort og godt:
“I vore dage er det uddannelse, der sikrer den unge kvindes fremtid og værdighed. I dagens Frankrig er den verdslige, gratis og obligatoriske skole den muslimske kvindes slør.”
Alligevel mener jeg, at det er uhensigtsmæssigt, hvis virksomheder skulle have lov til at forbyde kalotter, turbaner eller tørklæder med henvisning til en specifik virksomhedsuniform. At forbyde et tørklæde ved lov er lige så forkasteligt som at påtvinge det ved lov, som man gør i f.eks. Iran, Saudi-Arabien eller Afghanistan.
Det kræver tålmodighed, medmenneskelighed og storsind at give den anden part rum og mulighed for at udvikle sig. Det handler om værdier, identitet og selvforståelse – på begge sider.
© Aminah Tønnsen, 1999
Denne kronik har været offentliggjort i Dagbladet Aktuelt den 28. august 1999.
Et uddrag har været offentliggjort i Ebbe Foged, Kim Mølgaard Nielsen, Palle Roslyng-Jensen “Danmark i nyeste tid. Danmarks historie efter 1973” (2001, TEKST 30).