af ”Koranen – kvinder og køn” 28. januar 2021

Overskrift i papiravisen:
Man er nødt til at gå imod strømmen for at nå kilden

Overskrift i e-avisen:
Forfatter: Det er ikke Koranen, der undertrykker kvinder. Det er konservative mænd

4 stjerner ud af 6

Aminah Tønnsen vil med sin bog befri muslimske kvinder fra dominans og undertrykkelse, for det er ifølge hende ikke Koranen, der undertrykker kvinder, men derimod konservative mænds misbrug af islam. Man savner dog nogle overvejelser over, hvorfor der ikke hersker langt mere fred, når nu islam er så fredelig.

AF STEEN SKOVSGAARD, ph.d.-studerende og fhv. biskop

Aminah Tønnsen er en ivrig skribent og debattør og forsvarer af islam. Hun er konverteret muslim og optræder med sin helt egen stemme, ofte i et lidenskabeligt opgør med en konservativ opfattelse af islam.

Som en enmandshær har hun i over 20 år beskrevet og fortolket islam og Koranen på nye og overraskende måder. Det sker også i ”Koranen – kvinder og køn”, som hun meget betegnende har dedikeret:

”Til alle, der ønsker at befri sig fra det traditionelle patriarkalske tankegods og finde friheden i Koranen.”

Bogen handler om Koranen og kvinderne, køn og seksualitet, ægteskab og skilsmisse, Muhammeds hustruer og døtre, andre kvindelige forbilleder, social kontrol og klædedragt. Én af konklusionerne er, at det ikke er Koranen, der undertrykker kvinder, men mennesker, ”lovgivere, gejstlige, ægtemænd, fædre, brødre…” Det er ikke islam, der er noget galt med. Derimod kritiserer Tønnsen, hvordan islam ofte bliver misbrugt af snæversynede, konservative ”såkaldt lærde mænd”.

Med bogen ønsker Tønnsen dels at befri kvinderne fra mandlig dominans og undertrykkelse, dels at udrydde nogle af de fordomme, der florerer om islam. Hun skelner mellem ”kulturmuslimer” og dem, der vedkender sig et traditionelt konservativt syn på islam. Selv placerer hun sig i midten og tror på en åben, rummelig, afbalanceret og retfærdig islam, som fordømmer alle former for vold, forfølgelse og undertrykkelse. Islam er vejen til fred med sig selv, fred med omverdenen og fred med Gud.

Hvis islam skal overleve, er det ifølge Tønnsen nødvendigt at lægge afstand til de konservatives og de yderligtgåendes sort-hvide tankegang.

De mest lidenskabelige afsnit i bogen, og som giver anmeldelsen en ekstra stjerne, finder man dér, hvor hun krydser klinger med ”århundreders vanetænkning”.

Med mod og selvbevidsthed går hun imod strømmen, for som hun konstaterer:

”Det er en naturlov, at man må gå imod strømmen for at nå kilden.”

Og kilden er Koranen, som Tønnsen selv oversætter, læser og tolker, med inspiration fra islamisk-feministisk fortolkningslitteratur og nyere muslimske teologer. Det fører til skarpe opgør. Ud over at det påvises, at Koranen hverken påbyder muslimske kvinder at bære tørklæde eller foreskriver omskæring af drengebørn, så hedder det:

”Det er en skændsel at tro, at Muhammed skulle have sagt: Lydighed over for ægtemanden er en kvindes vej til paradis.”

”Så længe der sidder bare én muslimsk kvinde på et kvindehjem, så har muslimer et problem, hvorfor imamer da også med mellemrum bør fordømme vold inden for familien.”

”Trist er det, at den konservative islam-forståelse understøttes af pengestærke kræfter.”

”Det er uværdigt med skillevægge i moskeer, og de mænd, der ikke kan koncentrere sig om at bede en bøn, når der er kvinder til stede, burde holde sig væk.”

”Ligesom de kvinder, der vælger at tilhylle sig i burqa eller niqab naturligvis ikke kan forvente særbehandling, men må leve med de begrænsninger, ’den mundering’ fører med sig.” 1)

Tønnsen har ”sandt for dyden” også svært ved at se det ærbare i burkinier, som klæber til kroppen og afslører kroppens former for alle og enhver. Og når unge drenge og mænd med indvandrerbaggrund chikanerer ”utildækkede” kvinder, tordner Tønnsen:

”Det er på høje tid, at imamer og ressourcestærke muslimer m/k træder i karakter og taler dunder til de formastelige og får dem til at ændre adfærd.”

Mænd skal i øvrigt vide at ”kontrollere deres begær og holde nallerne for sig selv. Basta!”.

Bogen mangler desværre et register samt en oversigt over de suraer (kapitler) i Koranen, som Tønnsen henviser til og fortolker.2) Der er indimellem lidt rod i noterne og manglende henvisninger, ligesom der også forekommer en del trættende gentagelser.3)

Men ikke mindst savner man nogle overvejelser over, hvorfor der ikke hersker langt mere fred, når islam er så fredelig.4) Tønnsen skriver et sted: ”Livet skulle gerne være en vedvarende intens stræben efter at overvinde egne svagheder og en personlig udviklingsproces.”

Som kristen anmelder kan man ikke lade være med at spørge, om der i denne intense stræben og kamp imod egne svagheder ikke ligger en kim til ufred? 5)

Forfatterens kommentar til ovenstående:

1) INGEN af disse fem “citater” kan retteligen betegnes som “citater”, idet de ikke er ordrette, men nærmere sammenfatter flere udsagn.

2) Jeg har ganske enkelt fundet det mere anvendeligt med en meget detaljeret indholdsfortegnelse end den efterspurgte oversigt over fortolkede koranvers.

3) Gentagelser er med til at understrege vigtigheden af det fremførte, og er nødvendige for de mange, der læser de enkelte afsnit isoleret.

4) Nærværende bogs titel er “Koranen – kvinder og køn”. Spørgsmålet om krig og fred behandles indgående i bogen “Islam – koran, hadith, sharia” (Tønnsen 2015).

5) Denne formulering har jeg brugt i mere end 25 år og ofte i kronikker og kommentarer i Kristeligt Dagblad – uden at nogen har anfægtet eller kritiseret den.
Jeg kan simpelthen ikke forstå, hvorfor der i “en intens stræben og kamp imod egne svagheder” skulle ligge en “kim til ufred” for “en kristen anmelder”.
Jeg skrev en kommentar til Kristeligt Dagblad herom, som jeg dog fik retur.